Krop, sjæl & ånd
På Solgården ønsker vi at sætte fokus på sund
livsstil. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi spiser, om vi dyrker
motion og hvordan vi har det som mennesker. Mennesket er en helhed,
og vi har alle brug for at fungere på alle livets områder. Derfor
har vi introduceret faget: "Krop, sjæl & ånd", hvor sund
livsstil er omdrejningspunktet.
Kroppen og maden…
Din krop har brug for sund og ernæringsrigtig kost for at
fungere optimalt. Uden en ordenlig kost daler indlæringsevnen og
livsglæden. Derfor sætter vi i faget fokus på, hvad sund mad
er.
På Solgården står køkkenet derfor altid klar med en sund, varieret
og appetitvækkende menu, som giver dig lige det, du har brug for.
Du kan se mere om køkkenets kostpolitik her
Kroppen og motion…
Når du går på efterskole bliver du udfordret til at dyrke
en masse sport, fordi det er sundt for kroppen. Vi vil gerne
give dig en glæde og begejstring for at dyrke sport og motion.
Derfor er der mange sportsvalgfag, som du bare kan ta' for dig af.
I faget "Krop, sjæl & ånd" er der også indlagt en ugentlig
løbetur - enten en 3 km rute eller en "sekser" for de "hårde"! På
Solgården skal man desuden have mindst 2 ugentlige timers
idræt.

Sjælen skal trives…
Kroppen er en helhed, og derfor er det vigtigt, at vort
"indre" menneske også trives. Måske har du oplevet mobning, lavt
selvværd eller følt dig uønsket. Det ønsker vi, at du skal få hjælp
til at slippe. Derfor tager faget "Krop, sjæl & ånd" fat på
nogle af disse svære emner, for at du skal få hjælp til at få et
sundt og positivt syn på dig selv.
Mennesket lever ikke af brød alene…
På Solgården tror vi, at Gud har noget at give ethvert
menneske. I Bibelen bekræftes denne påstand. Gud elsker sin
skabning og vil mennesket - derfor sendte han sin søn for at frelse
verden. Det budskab giver "mad" til den åndelige del af mennesket,
og det ønsker faget "Krop, sjæl & ånd" også at sætte fokus
på.