Nye lærere
Solgaarden.Library.Converters.Headline

Nye lærere

Vi er begejstrede over at kunne præsentere de nye lærere på Solgården. 

Det vokser på Solgården og derfor har vi brug for flere hænder.

Velkommen til Rebekka

Det er med stor glæde og begejstring, at vi kan præsentere Rebekka Pilgaard kjeldsen som ny fastansat lærer på Solgården fra august 2021.

Rebekka er 27 år, bor i Videbæk og glæder sig til at vende tilbage ”hjem” til Solgården, hvor hun selv har været både elev og volontør. Vi indgik ansættelsen af Rebekka tilbage i marts, men først i dag er det officielt.

Efter sin læreruddannelse har hun haft et barselsvikariat på en friskole og selv været på barsel – og er hun mere end klar til at give den max gas på Solgården, hvor ikke mindst musiklokalet bliver et af hendes fortrukne områder. Her er kor, sang, band og alt med rytmer lige noget der rimer på Rebekka.

Med linjefag i musik, matematik og biologi er der også åbnet op en lang række af spændende faglige felter, hvor eleverne vil møde en meget dedikeret underviser.

Som tidligere volontør kender Rebekka om nogen til efterskolelivets mange muligheder. Hun glæder sig til at hygge med elever og ikke mindst til at begejstre med sang, musik og Jesus i elevernes hverdag

Vi oplever stor søgning til det kommende skoleår og har derfor brug for flere hænder.

Varmt velkommen på Solgården.

Rebekka Insta (1)

Velkommen til Johan

Der er med stor glæde og begejstring, at vi kan byde velkommen til Johan Kass Enevoldsen som barselsvikar på Solgården fra august 2021.

Johan er 28 år gammel og tager turen sammen med sin familie fra Nordsjælland til det vestjyske, hvor han også er opvokset.

Johan har stor passion for efterskolelivet og har rigtig mange ting, som han brænder for bl.a. friluftliv, sport, brætspil, it, musik og e-sport. Der er ingen tvivl om, at med Johan kommer der til at dufte af bål og friluftliv.

På den faglige side har Johan med linjefagene matematik, fysik/kemi og samfundsfag også mange faglige strenge at spille på.

Sidst men ikke mindst, så er Johan i den grad tændt på, at eleverne skal høre mere om Jesus mens de er på efterskole.

Vi glæder os over at have muligheden for at ansætte Johan som barselsvikar i første omgang for det kommende skoleår.

Varmt velkommen på Solgården.

Johan Copy

Velkommen til Philip

Vi kan med stor stolthed byde velkommen ”tilbage” til 27-årige Philip T. Mørch, der bliver ny årsvikar på Solgården i det kommende skoleår.

Philip er et kendt ansigt på Solgården, hvor han både har været volontør (2015-16) og taget en del af sin praktik under læreruddannelsen. I mandags blev han færdigudannet som lærer, og nu glæder han sig til at blive en del af Solgården efter sommerferien.

Sport er den helt store passion for Philip, hvor han lader fødderne tale på fodboldbanen. Hans linjefag er idræt, matematik og kristendom. På Solgården får han mest sport, kristendom og bliver en del af vores 10.pro klasse.

Philip er gift med Kristina og sammen bor de i Århus, hvor de er aktive i Århus Bykirke.

På Solgården afløser Philip Mørch, den tidligere ansatte årsvikar, Stefan Rasmussen, der har fundet andet arbejde. 

Vi byder Philip Mørch velkommen ”hjem” og glæder os til samarbejdet.

Philip

Vi byder varmt velkommen til alle de nye ansatte.